Jacob Salmon

Archive for 11|Yearly archive page

Påmindelser: Husk deres kæmpe potentiale

In Innovation, Læring, Metoder, Værktøjer on 7. november 2011 at 10:21

Hvor ville vi alle være uden påmindelser? Prøv lige at tænke over, hvor vigtige påmindelser er for at din hverdag hænger sammen. Prøv at forestille dig, at du ikke blev mindet om noget som helst, hverken af andre eller af diverse apparater. Det ville ende i kaos. Vores hverdag er fyldt med påmindelser; vores kalendre er én lang række af påmindelser, uret i køkkenet minder os om, når pastaen har fået nok, sms’er tikker ind, når det er i morgen jeg har en aftale på sygehuset. Vi har brug for påmindelser fordi vi glemmer, fordi vi umuligt kan huske og holde styr på alt det vi engagerer os i og forpligter os til.

Jeg har været med til at udvikle et lederværktøj der hedder Roberta. Det er et træningsværktøj for organisationer der vil indarbejde et eller andet; en bedre kommunikationskultur, en anden tilgang til salg, en lederadfærd etc. Essensen af Roberta er opgaver der bliver sendt på mail til deltagerne, der bliver bedt om at udføre forskellige opgaver, der involverer kolleger, ledere eller kunder. Opgaverne  fungerer dybest set som påmindelser til folk om at gøre det ene eller andet. Og det virker. Det virker især fordi Roberta kører over flere måneder, hvor deltagerne modtager 1-2 opgaver / påmindelser om ugen, og altså bliver mindet om noget vigtigt, over en længere periode. Hvis folk skal lære en anden adfærd, så er det ikke nok med et heldagskursus; der skal træning og påmindelser til.

Det amerikanske firma Jawbone har netop lanceret et ‘revolutionerende’ (siger de selv) armbånd og en tilhørende app; Up, hedder produktet. Det overvåger brugerens daglige liv og inspirerer en til at føre en sund livsstil. Armbåndet kan holde øje med din søvn og vække dig når du er tættest på at være vågen, den kan minde dig om at bevæge dig hvis du har siddet stille for længe, den monitorerer og opsamler data, og den ‘buzzer’ når den vil have dig til at gøre noget.  “It reminds me to do the simple things, that are so easy to forget”, som en bruger i en af Jawbones reklamefilm siger.

Jeg tror Jawbones’ Up kunne være interessant at afprøve i sundhedsvæsenet. Jeg har diabetes 1 og måler mit blodsukker en del gange hver dag; jeg glemmer det (for det meste) ikke. Men hvad med alle dem der har svært ved at huske at måle deres blodsukker. Fx børn. Eller pædagoger eller lærere der underviser børn der har diabetes. Eller folk der lige har fået konstateret diabetes, og måske ikke har fået det ind på rygraden, hvilke tidspunkter det er smart at måle på. Man kunne også bruge den i hjemmeplejen; hvad med fx at give den til ældre så de husker at spise; der er massive problemer med underernæring blandt ældre. Undersøgelser viser, at mellem 1/3 og 2/3 af indlagte ældre på hospitaler er underernærede.

Alle mennesker har brug for påmindelser. Uanset om man er en travl sælger midt i 30‘erne eller en 85 årig kvinde i en ældrebolig, så har man brug for påmindelser. Der skal nok være et marked for at sælge Jawbones Up til unge der har app’s og er teknologisk med på seneste tech bølge, men som samfund kunne vi sikkert gøre livet bedre for en hel masse mennesker, hvis vi i højere grad tænkte i løsninger hvor borgere med behov for pleje, og indlagt patienter, blev mindet om at gøre noget selv. At blive mindet om at gøre noget selv, stedet for at man glemmer,  eller skal mindes om noget af en anden person, fx en sygeplejerske eller en hjemmehjælper, dét er der måske et potentiale i. “Nu er der mad og nu skal du huske at spise, fru Jensen”, behøver ikke komme fra en sygeplejerske, fra en person, det kunne måske godt komme fra et armbånd, en halskæde eller en ørering?

– Salmon

3 indsigter og en lydbog, helt gratis

In rådgivning on 13. september 2011 at 09:54

Tilbage i oktober sidste år var der en blogger her på 13. Etage der foreslog konceptet ‘freemium konsulenter’. Det var Lemmy Jensen fra Changepilot, der stillede dette spørgsmål: Freemium forretningsmodellen er en driver på nettet, kunne den også være interessant for konsulentbranchen? Man kunne tage Lemmy Jensens idé som en desperat reaktion på at finanskrisen presser konsulenters priser i bund. Man kunne også betragte ideen som et kærkommet tegn på, at den måde vi sælger på, den måde vi etablerer kontakt til vores kunder på, trænger til at blive støvet af. Jeg besluttede mig for at afprøve ideen.

Jeg har siden foråret 2011 afviklet en række gratis kurser for personligt invitererede og for folk der er blevet inviteret via netværk. Det har været målrettet kunder jeg kendte og som jeg gerne vil sælge noget til (igen), samt  potentielle kunder og ambassadører for mig og mine ydelser.

Der er tale om et heldagskursus hvor deltagerne får en grundig introduktion til det strategiske innovationsværktøj Breakaway. Det er kurser som jeg tidligere har solgt, hovedsagligt i forbindelse med et salg af ét eller flere spil til en kunde. Kurserne har været nemme at ‘sælge’, og det har overrasket mig. Her vil nogen sikkert tænke ‘jamen det er jo gratis, så er det jo ikke svært’. Der vil jeg så bare lige gøre opmærksom på, at hønsemøg også kan anskaffes gratis, det gør det ikke nødvendigvis nemt at afsætte. Det hjælper at ydelsen er gratis, men det skal være en attraktiv ydelse, ellers er gratis ligegyldigt. Tag fx reklamer. De er gratis, men mange er villige til at betale for at slippe for dem. Det er måske for læseren banale betragtninger, men det er bare for at afvise eventuelle indvendinger om, at alt hvad der er gratis er nemt at komme af med.

Indsigt nr. 1: Din gratis ydelse skal være virkelig værdifuld for målgruppen.

Det er min erfaring, at det gratis først og fremmest kan gøre for mig som konsulent, er at skabe et andet udgangspunkt for at etablere og genetablere en relation til en potentiel kunde. Et andet udgangspunkt end det sædvanlige. Hvis jeg tager telefonen og ringer op til en kunde jeg tror, kunne have brug for det jeg sælger, så er der fra det øjeblik kunden tager telefonen etableret en relation der handler om, at jeg forsøger at få den anden til at købe noget. Hvis jeg derimod ringer og spørger, eller sender en mail, om dette gratis kursus ville være værdifuldt for kunden, så starter relationen et andet sted. Jeg lader den potentielle kunde selv afgøre, fra start, om det jeg ønsker at forære kunden, har værdi for vedkommende. Hvis jeg ringer og vil ‘sælge mødet’ som det hedder på sælger jargon, så kan de færreste se det værdifulde i mødet i sig selv. Det sker selvfølgelig, at kunden har en ‘pain’, et behov, der bliver aktiveret, men mange, mange salgsmøder starter ud fra den grundlæggende relation, at den ene forsøger at gøre den anden interesseret i noget værdifuldt, og dette værdifulde skulle så gerne manifesteres sig på mødet. Det sker meget ofte, at sælgeren lykkes med at præsentere kunden for noget værdifuldt, men først når mødet er ‘solgt’.

Indsigt nr. 2: Ved at starte med at forære noget værdifuldt til den potentielle kunde, skabes der et anderledes udgangspunkt for relationen.

Alle der er yderligere interesserede i de mange psykologiske mekanismer og de potentialer der ligger i konceptet ‘gratis’, bør læse Chris Andersons “Free – the future of a a radical prize’. Det er en anbefalelsesværdig bog, som ovenikøbet er gratis tilgængelig som lydbog her: http://www.longtail.com/the_long_tail/2007/05/my_next_book_fr.html

Den trykte bog er til gengæld ikke gratis, den kan købes på Amazon.

Indigt nr. 3: Det er vigtigt at vide hvad du vil tjene penge på, når du forærer noget værdifuldt væk.

– salmon

13. Etage Talk nr 1: Henrik Kongsbak

In 13. Etage Talk, Innovation, Ledelse, Ledelsesinnovation on 11. marts 2011 at 09:24

13. Etage Talk er inspireret af TED Talks. 13. Etage Talk er videofilmede foredrag og oplæg af ledere og ledelseskonsulenter der taler om emner der naturligt hører hjemme på 13. Etage.

Første 13. Etage Talk er lavet af Henrik Kongsbak, der som partner i Resonans vandt Konsulentprisen 2009.

Gør dig selv en tjeneste: Brug en god halv time i selskab med en af Danmarks mest begavede konsulenter, det er bedre end en hel stak halvgode business bøger. Her er første del af Henriks 13. Etage Talk.

I første del taler Henrik Kongsbak om ledelsesinnovation. Han starter med at skitsere skiftet fra et ledelsesideal om lydighed tilbage i Henry Fords tid, til passion som ledelsesideal.

Du finder resten af oplægget på den nye 13. Etage kanal på Vimeo:

http://vimeo.com/channels/178526

13. Etage Talk. Henrik Kongsbak del 1/5: Fra Lydighed til Passion from 13. Etage Talks on Vimeo.

– salmon

Hvad er værdifuld innovation i det offentlige?

In Bøger, Innovation on 24. februar 2011 at 14:31

Innovation er ikke det samme i en privat og en offentlig virksomhed. Innovation i en privat virksomhed kan defineres som de samlede aktiviteter en virksomhed gør for at skabe varige konkurrencefordele og derigennem økonomisk værdi for ejerne af den private virksomhed. Men hvad er innovation i en offentlig organisation? Det er straks mere tricky at svare på.

De overvejelser der kommer her er måske almen viden for nogle af jer læsere, men for de der arbejder med innovation og hovedsagligt sammen med private virksomheder, vil jeg anbefale at læse videre. Jeg er selv ny i denne boldgade, men indtil videre har jeg lært dette: I en privat virksomhed er det nemt at vedtage, at det vigtigste kriterium for at vurdere, om innovation skaber værdi, er om en virksomhed skaber økonomisk værdi eller ej. Men hvad er det vigtigste kriterium for at vurdere om en offentlig organisation skaber værdi gennem dets innovative tiltag? Er det den enkelte bruger af fx et bibliotek eller sygehus? Er det borgeren som sådan, dvs offentligheden? Er det den politiske ledelse af den offentlige organisation?

Den amerikanske forfatter Mark H. Moore har skrevet et digert værk der hedder ‘Creating Public Value’, en bog som jeg for nylig blev anbefalet af en særdeles kompetent medarbejder i en større jysk kommune. Tak for det bog tip, og tak kaffe siger jeg bare; det er helt oppe på den høje akademiske klinge, men lærerig det er den. I bogen tackler Moore nogle grundlæggende problemstillinger omkring det at vurdere hvornår, hvordan og for hvem, en offentlig organisation skaber værdi. Det er nemlig ikke nok at vurdere, om innovation skaber værdi for den enkelte bruger af fx en kommunal ydelse. I en privat virksomhed er det faktisk ofte nok at forholde sig til hvilken værdi en virksomhed, eller et givent produkt, skaber for den enkelte kunde. Kunden er i centrum. Kunden er kongen. Den slags slogans og grundopfattelser findes overalt i private virksomheder. Men den enkelte brugere er bestemt ikke kongen, er slet ikke vigtig, i mange tilfælde af offentlige ydelser.

Tag fx politiet. Skal den værdi politiet skaber vurderes af den enkelte ‘bruger’ af en anholdelse, af detentionen, eller af en afhøring? Nej det er offentligheden, det er os andre lovlydige borger der er vigtigst i tilfældet politiet, det er vores retsfølelse der er i centrum, ikke den enkelte person, den anholdte borger, den sigtede, den fængslede. Men hvad med politikerne, er det dem der skal vurdere hvornår innovation i det offentlige skaber værdi? Politikerne er valgt til at repræsentere os borgere, så i virkeligheden er det jo dem der er valgt til at vurdere, hvornår innovation skaber værdi; fordi politikerne helt generelt er dem der på vegne af os vælgere har til opgave i det hele taget at definere hvad er der værdifuldt i en offentlig organisation.

Det var blot nogle indledende tanker omkring innovation i det offentlige; hvis du har viden på dette område, så skriv her og giv endelig nogle tips til, hvordan vi der arbejder med innovation kan blive endnu klogere på et felt der har større og større betydning for dette lands fremtidige velbefindende: Innovation i det offentlige. Det vi gerne vil, er at velfærden øges, samtidig med omkostningerne holdes i ro. Det kaldes i øvrigt værdi-innovation, og det er hvad blue ocean strategy og Elevateds strategi- og innovationsværktøj Breakaway handler om. Men det er en kobling der måske kan komme i et senere indlæg.

– salmon

Et bid i det sure æble?

In rådgivning on 17. februar 2011 at 23:07

Årh nej, tænker du sikkert. Ikke igen!

Men jo lad os lige tage den igen. Find en behagelig position – siddende, liggende ller stående – og prøv så at læse teksten højt en gang til:

Here’s to the crazy ones. The misfits. The rebels. The troublemakers. The round pegs in the square holes.

The ones who see things differently. They’re not fond of rules. And they have no respect for the status quo. You can quote them, disagree with them, glorify or vilify them.

About the only thing you can’t do is ignore them. Because they change things. They invent. They imagine. They heal. They explore. They create. They inspire. They push the human race forward.

Maybe they have to be crazy.

How else can you stare at an empty canvas and see a work of art? Or sit in silence and hear a song that’s never been written? Or gaze at a red planet and see a laboratory on wheels?

While some see them as the crazy ones, we see genius. Because the people who are crazy enough to think they can change the world, are the ones who do.

(Apple, Think Different, 1997)

Hmm, hvordan smager ordene i dag?  Og hvordan matcher de os såkaldte konsulenter? Er vi og tør vi være crazy nok til ikke at falde i med vores strømlinede laptops  eller være akkurat så frække og kreative som de Mac Books nogen har erhvervet sig?

Er vi blevet lineære gentagelser som blot fastholder os selv og vores kunder i verden som den var og som vi tror den er, eller tør vi udvise disrespekt for status quo?

Er vi dem der kigger med beundring eller afsky på de skøre eller er vi dem der bliver kigget på, citeret, grint af, spyttet på eller ligefrem beundret?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over vores stand, men tror, at vi alle har godt af at bide i det sure/søde æble (læse teksten) igen og igen for at holde os selv til ilden, og om ikke andet så for at lægge afstand til de skøre og holde fast i at dem vi er og de ting vi siger er de rigtige.

Think differently!

Måske skal vi prøve at kalde det noget andet……

In Forretningsmodeller, Ledelse, Metoder on 5. februar 2011 at 10:43

Det skal virke i hverdagen – altså det vi arbejder med i virksomhederne, og den øvelse er svær. Det er efterhånden mange år siden det blev klart. Man må have tænkt, at hvis nu vi prøver at kalde det implementering, vil det måske hjælpe, men op igennem 90’erne og 00’erne har det set ud til det stadig er lige svært. Så det er nok et andet navn der skal til – ”Eksekvering”. Det er et godt navn! Det er sådan lidt skarpere og signalerer mere handling og kraft, så skal det nok lykkes at få strategien ført ud i livet, gennemført forandringerne og få værdierne til at leve.

Nu har jeg været rundt i hos kunderne igen og det er da blevet bedre hen ad vejen, men der mangler stadig noget – særligt på strategi og forretningsudvikling. Så jeg tænkte på at udskrive en konkurrence, så vi kan finde et nyt navn til det der med ” at få det til at virke…”.

Hvor vil jeg hen? Jo, der er et budskab og det er, at de mange navne fra managementindustrien nok ikke er dem der har flyttet noget men arbejdet med ledelse, strukturer og systemer der har gjort den afgørende forskel.

I min virksomhed har vi to kerneydelser – nemlig strategi og forretningsudvikling, samt projektledelse. Efter at have beskæftiget mig med de to områder i nogle år er der noget som undrer. I litteraturen, på læreranstalterne, hos konsulenterne og i virksomhedernes ledelser lærer disse to områder forbavsende lidt af hinanden. Det er sikkert klassiske konflikter: salg overfor udvikling, mål overfor proces, maskiner mod mennesker (find selv på flere).

Hvis vi nu siger, at direktørens (eneste) projekt er at udvikle strategien og gennemføre den. Hvis hun systematisk arbejder med mål, målnedbrydning, interessenter, risici, kommunikation, estimering i sin planlægning og stramt styrede iterative processer i forhold til at drive gennemførelsen af strategien, så vil vi se langt større succes. Faktisk har såvel den klassiske som den moderne projektstyringstankegang en unik værktøjskasse til ”at få det til at virke…”

Måske er det bare for simpelt og for konkret i managementverdenen, hvor man hellere beskæftiger sig med overordnede forståelsesmodeller, som vi alle kan nikke til…… At projektverdenen så også kan lære en hel del af dem, der arbejder med mennesker og organisationer er en anden sag, men det gemmer vi til en anden gang.

Poul Kristian Mouritsen

Hvordan vækker man appetitten hos mætte kunder?

In Ledelse, rådgivning on 31. januar 2011 at 09:48

Hvor ofte bilder du dig selv ind, at kunderne virkelig har brug for det du gerne vil sælge dem? Hele tiden? En gang imellem? Vi vil gerne tro, at kunderne dårligt kan leve uden lige netop vores produkter, men det er ikke sandt. Helt ærligt, det kan de godt. For de fleste har jo allerede det de skal bruge. Så hvad sælger man til kunden der har alt? Kunder kan sagtens leve uden de fleste ting de køber. Jeg kunne også sagtens leve uden de fleste ting jeg køber. Men: Blot at leve er ikke nok. Blot at leve hører hjemme på nederste niveau af Maslows behovs pyramide; at få stillet fysiske behov. Det ledere og ledelseskonsulenter arbejder med  hører hjemme på de to øverste niveauer af behovspyramiden; behov for agtelse og behov for selvrealisering:

Behov for agtelse
“På dette niveau drejer behovene sig om agtelse, selvrespekt,  selvtillid, kunnen, anerkendelse, status og værdighed. Disse behov bliver dog først påtrængende, når behovene på de tre lavere niveauer er tilfredsstillet.” (wikipedia)

Behov for selvrealisering
“Folk, som har fået dækket behovene på de fire foregående niveauer, er mennesker med skabende arbejde, der søger udfordringer, og som har trang til at udvikle og bruge deres evner.” (wikipedia)

Folk der arbejder med ledelse, fx ledere, konsulenter, forskere etc opererer på de to øverste niveauer. Og her kommer den gode (gamle) nyhed om Maslows behovspyramide: De tre nederste niveauer; 1. fysiske behov, 2. behov for sikkerhed og 3. sociale behov, kaldte han mangelbehov, mens:

“De to øverste niveauer anså Maslow for at være fyldt af vækstbehov. Mangelbehovene kan mættes, og på den måde står de i modsætning til de to øverste behovsplaner, som ikke kan mættes.” (wikipedia)

Aha! Kunderne, især hvis vi koncentrerer os om dem der er på de to øverste niveauer, er slet ikke mætte, for deres behov kan aldrig mættes. Det er en trøst for alle os der arbejder med ledelse, med udvikling, med forandring og læring i virksomheder og organisationer. Vi har at gøre med en umættelig sult, vi skal bare gøre os uimodståelige.

Så sagen er, at der er behov for os: Ledere kan aldrig skabe for megen grobund for agtelse, kunnen, anerkendelse og værdighed på arbejdspladsen. Og ledelseskonsulenter kan aldrig skabe for mange uimodståelige udfordringer og udviklingsmuligheder til ledere og medarbejdere der ønsker at udvikle sig og bruge deres evner til at vokse og realisere sig selv.


Så svaret er altså
Så hvordan vækker man appetitten hos mætte kunder? Ved at appellere til de typer behov der aldrig kan mættes, nemlig behovet efter agtelse og behovet for selvrealisering.

– salmon

Det var vist praksislæring vi kom fra

In Kompetenceudvikling, Læring on 21. januar 2011 at 15:48

Jeg skrev for nogen tid siden om praksislæring og dens manglende venner i erhvervslivet og lovede også i den forbindelse, at give et nærmere bud på arbejdet med praksislæring i hverdagen.

Ledelsesopgaven er blevet mere kompleks, men det er stadigt vanskeligt at snige sig uden “medarbejderudvikling” som en central ledelsesopgave. Lad os her kort glemme at rammerne for kompetenceudvikling er virksomhedens strategi og indsatsområder – for det er efterhånden tærsket godt igennem og i stedet kigge på den praktiske løsning. Det er nemlig der det stadig halter.

Lad mig starte med: Alle medarbejdere skal have en ”udviklingskontrakt” (ikke et godt navn, men det bedste jeg lige kunne komme på). En udviklingskontrakt forhandles imellem leder og medarbejder i forlængelse af udviklingssamtalen og den ligger naturligvis hensigtsmæssigt efter der har været drøftet fokusområder for den kommende periode. Desuden bør udviklingskontrakten vendes ca. hvert kvartal.

Udviklingskontrakten indeholder mål for de kompetenceområder medarbejderen skal lære (ikke noget nyt i det – men nu kommer det der ofte ikke sker og er lidt nyt, hvis der er nogen som stadig læser med). Kontrakten skal også indeholde aftalen om hvordan medarbejderen skal lære det – og her er svaret ikke et kursus som det ofte ender med i den virkelige verden. Hvis vi skal tage praksislæring alvorligt, skal der her være en struktureret og detaljeret plan over de aktiviteter vi forventer fører til den ønskede læring. En tommelfingerregel er, den skal for mindst 70 % vedkommende omhandle aktiviteter i medarbejderens dagligdag og formentlig kun række et kvartal frem ad gangen. Det kunne for den nye juniorsælger være: At deltage i 6 kundemøder sammen med rutineret kollega, udarbejde 5 kundeoplæg selvstændigt med review af kollega, læse virksomhedens politikker omkring salg og service, gennemføre t kundemøder selv under supervision, opfølgningsmøder med lederen hvor medarbejderen medbringer refleksion over egen udvikling o.s.v. Og så kan det da godt være medarbejderen skal på et sælgerkursus også.

Tænk hvor mange penge du kan spare hvis medarbejderen lærer mens han arbejder…….

Poul Kristian Mouritsen

Er 21.35 for sent at drikke kaffe?

In rådgivning on 20. januar 2011 at 22:15

Velkommen tilbage!  13. Etage har holdt en lang juleferie, men vi er tilbage, og med et vigtigt emne: Kaffe.

Jeg ved godt overskriften er et idiotisk spørgsmål, for det kommer selvfølgelig an på hvem man er, ens kaffevaner, om man har et stykke arbejde man skal have gjort inden man kan gå i seng osv. Så der er mange faktorer der spiller ind i forhold til at besvare dette spørgsmål.

Nu er det ikke sådan, at dette indlæg udelukkende skal handle om kaffe. Jeg håber du har spottet, at jeg prøver at lokke dig ind i et lille rum, hvor det handler om et ganske bestemt, veldefineret emne, nemlig kaffe, om hvornår det er for sent at drikke kaffe på aftenen. Et latterligt, banalt spørgsmål. Tilsyneladende ikke.

For når du nu er inde i dette lille rum, hvor dette kaffe spørgsmål fylder det hele, så tænk engang over, at du rent faktisk ER blevet lokket til at tænke over, om 21.35 er for sent at drikke kaffe. Du har måske ikke tænkt over længe, hvornår det er for sent at drikke kaffe, men du stillede garanteret dig selv spørgsmålet. Ellers læste du vel ikke dette lige nu?

Det ledelseskonsulenter for det meste gør, mig selv inklusiv, er at formulere den slags snævre problemstillinger, der minder lidt om kaffe spørgsmålet:

Hvordan får man topmotiverede medarbejdere?

Hvordan får man tavs viden frem i organisationer?

Hvad er nøglen til vækst?

osv.

Spørgsmål der ikke kan besvares  løsrevet fra en kontekst, spørgsmål der ikke findes et generelt svar på. Præcis ligesom kaffe spørgsmålet.

Vi konsulenter forsøger meget ofte at stille ‘knivskarpe’ spørgsmål, spørgsmål som virkelig skal få folk til at gå ind i et lille rum og tænke. Men disse knivskarpe spørgsmål er præcis som overskriften; interessante ja, men kun i det korte tidsrum hvor det lykkes at få folk til at gå ind i det lille rum og kun tænke over dettte spørgsmål. Hurtigt fordufter væggene i rummet og tusind andre spørgsmål trænger sig på.

Er der en anden vej end at stille snævre spørgsmål og formulere meget specifikke problemer i nutidens afsindigt specialiserede samfund? Næppe.

Så svar venligst på dette vigtige spørgsmål: Er 21.56 for sent at drikke kaffe? For det er klokken nu, og nu trænger jeg virkelig.

– salmon

%d bloggers like this: